Fritagelse for undervisning

Det er muligt at blive fritaget for undervisning til fordel for deltagelse i eliteidræt eller musikundervisning.

Eliteidræt

Elever, der udøver idræt på eliteniveau, som kræver så meget træning, at det er vanskeligt foreneligt med det ugentlige timetal i skolen.

Klubeliten er idrætsfolk, som deltager på højeste niveau i lokale/regionale konkurrencer.

Musikundervisning

Særligt talentfulde elever, der går på en kommunalt støttet musikskole og begynder musikundervisningen på et tidspunkt, der ikke kan forenes med elevens skema.

Hvordan og i hvilket omfang kan en elev fritages fra undervisning?

Fritagelsen skal som udgangspunkt finde sted i valgfagstimer eller i den understøttende undervisning. Der kan gives fri fra fagundervisning, hvis skoleledelsen vurderer, at det er fagligt forsvarligt i forhold til elevens faglige progression.

Skoleledelsen vil blandt andet foretage en vurdering af, hvorvidt fritagelsen kan ske på de ønskede tidspunkter eller bør lægges i anden form for undervisning. Derudover kan der også være et hensyn at tage til resten af klassen.

Der kan ikke gives helt fri i samme fag gennem længere perioder, da eleven derved ikke vil kunne nå målene for det pågældende fag. Man kan for eksempel ikke erstatte idrætsundervisningen i skolen med eliteidræt i en idrætsforening.